-
Alternativet siger nej til Rosenkrantz-Theil som overborgmester
Source: BDK Borsnyt / 16 May 2025 21:34:49 America/Los_Angeles
Der skal ske noget nyt i Københavns Kommune. Derfor peger Alternativet ikke på Socialdemokratiets spidskandidat, Pernille Rosenkrantz-Theil, som overborgmester til kommunalvalget i november. Det fortæller Alternativets politiske leder, Franciska Rosenkilde, i forbindelse med at partiet holder landsmøde i Vejle over weekenden. - Vi peger ikke på Rosenkrantz-Theil i hvert fald, og derfra er det stadig lidt åbent, lyder det fra Franciska Rosenkilde, der selv er tidligere borgmester i København. - Vi synes jo, at det ser ud til, at der er et flertal udenom, og det glæder vi os til at se, hvad kan, siger hun. Hvem der så skal være Københavns næste overborgmester, har Alternativet, der har Karoline Lindgaard som spidskandidat i København, ikke taget stilling til. - Jeg ved ikke engang, om det kommer til at betyde så meget for os. - Det vigtige for os er, at vi laver et stærkt samarbejde de partier imellem, som vi deler det største værdifællesskab med og også vise københavnerne, at der er et rød-grønt værdifællesskab, som er noget andet, siger Franciska Rosenkilde. Det er tidligere minister Pernille Rosenkrantz-Theil, der skal forsøge at bevare den socialdemokratiske magt i København, efter tidligere overborgmester Sophie Hæstorp Andersen overtog Rosenkrantz-Theils ministerpost. Rosenkrantz-Theil har dog selv kaldt det "tæt på umuligt at genvinde nøglerne til overborgmesterkontoret", da Socialdemokratiet gennem de seneste år har oplevet faldende opbakning i hovedstaden. I stedet bejler Enhedslisten og overborgmesterkandidat Line Barfod til posten. Hun er så klar til et magtskifte på Københavns Rådhus, at det vigtigste ikke er, om Enhedslisten, som er det største parti i København, får posten, men at Socialdemokratiet ikke får den. Det kan bringe SF og spidskandidat Sisse Marie Welling i spil. Men hun har hverken erklæret sig som overborgmesterkandidat eller peget på en anden. Hos De Radikale har spidskandidat Christopher Røhl sagt, at der ingen garanti er for, at partiet igen vil pege på den socialdemokratiske kandidat til overborgmesterposten. Alternativet har i dag tre medlemmer af Københavns Borgerrepræsentation og er en del af konstitueringsaftalen med Socialdemokratiet for bordenden. Ved kommunalvalget i 2017 blev Alternativet tredjestørst i København og fik seks mandater samt posten som kultur- og fritidsborgmester. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/politik/alternativet-siger-nej-til-rosenkrantz-theil-som-overborgmester